Elvis.

Jeg ved ikke hvorfor jeg godt kan lide ham. Eller, det ved jeg egentlig godt - men som alt andet man elsker, kan det være svært at sætte fingeren præcist på, hvad der gør det.
Jeg elsker, at Elvis havde en slagkraft, der var svær at beskrive - men som var klar for enhver der må have levet i midten af 1950'erne.
Hvad fik kvinderne til at hvine og mændene til at ville være ham? Hvad fik forældrene til at afsky ham, og religiøse til at bede for ham og se ham som en fare for ungdommen?

Personligt lægger jeg høj vægt på musikalitet. Det er også derfor min musiksmag spænder så vidt som den gør. Elvis fik musikaliteten ind med modermælken og jeg mener helt oprigtigt, at jeg næppe har hørt en vokal der rører mig så dybt som hans gør, når det er de helt rigtige numre. I hvert fald når jeg skal nævne en mand. Jeg ved godt, at der findes og har fandtes masser af mænd, hvis vokaler spænder væsentligt bredere end hans, hvis teknik var bedre, men hans klang og hans måde at fremføre et nummer på, er efter min mening meget unik.
Mit ultimative yndlingsnummer er "You'll never walk alone".
De færreste ved det, men Elvis gjorde sig bedst med gospelmusik - men som værende ikke særligt troende har jeg en anelse svært ved at værdsætte gospelmusik - men jeg kan i sandhed værdsætte en genre, som har født flere af mine yndlingskunstnere.
Nu nærmer jeg mig den 16/8 - aka. dagen hvor Elvis døde dengang i 1977. Ved ikke hvorfor jeg altid tænker på den dato, for jeg er ikke gammel nok til at have oplevet ham i live - men hvert år omkring denne tid tænker jeg altid på, hvor gammel han ville have været nu, og hvad han mon havde lavet, hvis ikke han var død.